Malagassisk kultur og håndværk i Talatan’i Volonondry

<h2>Talatan’i Volonondry, et central sted i Madagaskars historie</h2> <p><img alt="Solnedgang over Madagaskar" src="/Avygeo/uploads/185/articles/thumb_pic_54e9e84e3975e.jpg" style="float:left; height:187px; width:250px"/>25 kilometer nord for <em>Antananarivo</em> ligger den lille kommune <em>Talatan’i Volonondry</em>. Mandiavato-folket her lever af landbrug. Overalt ser man rismarker og folk, der knokler på dem, hvilket hurtigt viser, at den lokale befolkning bestemt ikke har planer om at opgive dette arbejde. Desværre slår den lokale produktion endnu ikke til for at dække indbyggernes behov.</p> <p><em>Talatan’i Volonondry</em> rummer også to store historiske seværdigheder, nemlig den hellige bakke <em>Ambohimanga</em> (mod vest) og <em>Aambohidroandriana</em> (mod syd). <em>Ambohitrabiby</em> er en af <em>Imerina</em>-rigets 12 hellige bakker, hovedsæde for Mandiavato-folket og engang hovedstad for kong <em>Ralambo</em>. Da jeg besøgte stedet, lærte jeg historien at kende: Det forlyder, at det var kong Ralambo, der som den første indførte zebukød i madlavningen for madagasserne. Det er netop derfor, ordet »omby«, som betyder zebu, står mejslet ind i en oprejst sten ved sydudgangen af <em>Ambohitrabiby</em>.</p> <p>Madagasserne har deres helt egen måde at tilberede oksekød på. Teknikken går ud på at konservere kødet i fedt og i lergryder. Man tilbereder store mængder kød over svag varme en hel uge i streg uden afbrydelser. På den måde fordamper alt vand og fedt fra kødet ned i gryden. Efter en uge kan det køles ned. Det kan holde sig et helt år frem til næste Fandroana-fest, hvorefter det blot varmes op før indtagelse.</p> <p>Tidligere var det kun tilladt at spise oksekød efter den kongelige badecemoni, men sådan forholder det sig ikke længere.</p> <h2>Vil du smage lidt koba?</h2> <p><em>Talatan’i Volonondry</em> huser også det første landbrugsmarked nord for <em>Antananarivo</em>.<br/> Markedet er enormt, og man må se sig for, hvor man træder. Bortset fra boderne til slagterne og et par købmænd ligger boderne side om side direkte på jorden. Tomater, brèdes (grønne blade), grønne bønner, løg og meget mere. Det er udelukkende lokale varer, som sælges til rigtig gode priser. Man finder også kunsthåndværk som angady-spader, saks, rivejern og lignende. Talata-markedet summer af farverige indtryk og de handlendes høje råb. Man føler, at man deltager i en fest.</p> <p>Har du hørt om <em>Talatan’i Volonondry</em>s »koba«? Jeg må indrømme, at det er en sand delikatesse, som man absolut ikke må gå glip af, når man kommer forbi her. På markedet kan man støde på sælgere af denne koba, som laves på hvedemel, jordnødder og sukker (nogle tilføjer også lidt honning), selvom den også kan købes i hovedstaden. Sagerne er svøbt i bananblade og »longozy«-blade for at beskytte mod vand og bliver derefter dampkogt over bål i to døgn. Ved hver omgang bager bageren mellem 10 og 13 kobaer. Denne produktion sikrer levebrødet for mange familier; alene i denne lille kommune er der 8 familier, der lever af at bage koba. Producenterne vil fortælle dig, at folk fra hovedstaden tager herud i weekenderne udelukkende for at købe og nyde koba. Ved mange fester med fokus på den madagaskiske kultur vælger man endda at dele koba ud i stedet for kage.</p> <p>Andre specialiteter er også med til at gøre <em>Talata</em>-markedet berømt, for eksempel pølserne. De er lavet af en blanding af kartofler og kød. Dem holdt jeg personligt meget af!</p> <h2>Håndlavet silke</h2> <p><em>Talatan’i Volonondry</em> producerer også silke.<br/> Madagaskisk silke blev før i tiden brugt til at klæde dronninger og konger på. Det er et ædelt materiale par excellence, som madagasserne ofte ifører sig ved særlige ceremonier. Stolaer og tørklæder bæres med stor elegance, og producenterne tilbyder endda unikke modeller, alt efter hvordan vævningen er udført i hånden. Uanset om farven er helt naturlig eller har fået et strejf af farve, er resultatet altid dragende. Silke spiller en afgørende rolle i den madagaskiske kultur, og brugen af det uforgængelige silkeliglagen betragtes som et tegn på respekt og adel ved begravelsesceremonier. Fremstillingen af »lamba landy« foregår ved håndkraft, og det er et krævende arbejde i flere trin. <em>Ambalavao</em> er det primære produktionssted for dette.<br/> <br/> Min tur til <em>Talatan’i Volonondry</em> lærte mig masser af ting om den store ø: historien om kong Ralambo og hans rige, de lokale råvarer og ikke mindst indbyggerne i kommunen. Man kan næsten ikke modstå charmen hos de sælgere, der falbyder pølser eller koba. De bruger deres helt egne finter til at overbevise de forbipasserende om at handle.</p> <p><em>Talatan’i Volonondry</em> er let at komme til. Hvis du vil lægge vejen forbi for at opleve herlighederne, vil jeg råde dig til at tage dig god tid. Du kan besøge håndværkerne og se, hvordan de tilbereder kobaen. Husk på, at den kan holde sig frisk i køleskabet i dagevis, hvis du vil have lidt med hjem.</p> <p>Madagaskar er en enorm ø, og to rejser var ikke nok for mig til at opleve det hele. Hver rejse er en invitation til at vende tilbage...</p>