Porten til Porto Venere, en farverig mur mod Det Liguriske Hav
De små gozzi-træbåde vugger lige i vandkanten. De er brede, rundbugede og fortøjet langs Calata Doria, så tæt på restauranternes udendørs serveringer, at man næsten kan røre ved deres skrog fra stolen. Lige bag dem rejser en mur af pastelfarvede facader sig i fire til fem etager med nuancer af okker, safrangul, pudderrosa og olivengrøn.
Denne havnefront har et navn: Palazzata. Den ligner ikke nogen anden havn på den liguriske riviera.
Hvorfor besøge havnen i Porto Venere?
Denne lille havn har intet til fælles med en almindelig lystbådehavn. Den kan spores tilbage til romertiden, hvor det gamle Portus Veneris, der nævnes helt tilbage fra det 1. århundrede f.Kr., allerede rummede et fiskersamfund. Da Republikken Genova købte byen af herrerne fra Vezzano i 1113, ændrede de stedet grundlæggende.
For at forsvare dette strategiske knudepunkt i krigen mod Pisa opførte Genova en befæstet mur, hvor Palazzata udgør selve havnefronten. Hvert af tårnhusene fungerede både som bolig og forsvarsværk.
Resultatet er et arkitektonisk hele, der har været optaget på UNESCOs verdensarvsliste siden 1997 sammen med Cinque Terre og øerne Palmaria, Tino og Tinetto. Havnen er desuden et oplagt udgangspunkt, hvis man vil udforske Poeternes Golf fra vandsiden med færre, privat båd eller kajak.
Palazzata: En havnefront med otte århundreders historie i ryggen
Tårnhusene i Palazzata er bygget klods op ad hinanden uden en eneste tomme imellem. Deres fundamenter dykker direkte ned i klipperne. Mod havet er facaderne glatte og stort set blottede for udsmykning, hvilket vil sige ingen altaner og kun smalle vinduer.
Det var ikke et æstetisk valg, men en militær nødvendighed. Det var umuligt at få fat i murene eller tvinge åbningerne op. Mod landsiden fører få stejle trapper op til caruggi, byens middelalderlige gader. Mod den vestlige ende skiller det såkaldte hus dei d'Oria sig ud med sine spidsbuer i toscansk stil.
Kapiteltårnet fra 1160 markerer enden på denne beboede forsvarsmur. Det rummer i dag luksusovernatning, men har bevaret sit oprindelige udseende med kvadersten og biforievinduer. Vil man have de bedste billeder af det samlede syn, skal man gå ned til færgelejet tidligt om morgenen, hvor lyset rammer facaderne direkte, og farverne står klart uden slottets skygge.
En levende havn mellem fiskere og sejlere
Havnen har omkring fyrre pladser, hvoraf tredive er afsat til både på 10 til 50 meter og ti til mindre fartøjer. Dybden varierer mellem 3 og 5,5 meter. Marinaen drives af Portovenere Servizi Portuali e Turistici og har modtaget det blå flag for sin miljøvenlige drift. Faciliteterne omfatter ferskvatrer, elektricitet, Wi-Fi, toiletter og en kran på 5 ton.
Havnens liv er fortsat præget af fiskeri. De traditionelle gozzi vender tilbage om morgenen med ansjoser, rødmuler og de berømte lokale muslinger, kaldet muscoli, der opdrættes i åbent vand i bugten. Flere af restauranterne på Calata Doria tilbereder dem samme dag. Det er også muligt at kaste anker i Bocche-strædet mellem Porto Venere og øen Palmaria i godt vejr på sandbund.
Et godt tip: Hastigheden er begrænset til 3 knob i havnen og 6 knob i indsejlingen til Porto Venere. I højsæsonen er gæstepladser en mangelvare, så kontakt havnen på VHF-kanal 9, før du nærmer dig. Er du ikke sejlende, er gåturen langs Calata Doria det mest behagelige sted i byen til en aperitif med udsigt til Palmaria.
Afgang til Poeternes Golf
Det er fra denne kaj, at færgerne fra Cooperativa Barcaioli sejler mod øen Palmaria, hvilket tager fem minutter. Færgerne fra Navigazione Golfo dei Poeti forbinder Porto Venere med La Spezia, Lerici og de fem landsbyer i Cinque Terre fra slutningen af marts til begyndelsen af november. Private bådture, solnedgangskrydstogter og ture omkring øgruppen med Palmaria, Tino og Tinetto kan arrangeres direkte ved boderne på havnen.
Udsigten fra havsiden alene er turen værd. Når man forlader havnen, ser man hele Palazzata rejse sig som en samlet enhed over vandet, kronet af den grå masse fra Castello Doria og forlænget i horisonten af den sort- og hvidribbede silhuet af San Pietro-kirken, der ligger højt på sit klippefremspring.
Åbningstider
*Oplysningerne kan ændre sig
Perfekt til at starke opdagelsen af landsbyen. Man har en følelse af at være gået ind i et maleri. Her har Italien bevaret sin identitet, og alt leves i takt med vandet, der vugger de små både. Ligesom i de andre landsbyer i Cinque Terre er man garanteret et miljøskifte! Mellem specialiteter, små bugter og skjulte stier fornemmer man en hel verden, der bare venter på at blive afsløret.