Besøg Basilicacisternen
Under gaderne i Istanbul gemmer der sig skatte med en mystisk aura. Væk fra nysgerrige blikke og larm ligger omkring tres underjordiske vandreservoirer fra den byzantinske periode i hovedstaden. Blandt disse hemmelige steder fremstår Basilicacisternen som et af de smukkeste. Den blev opført mellem 527 og 565 og gik i glemmebogen indtil udgravningerne i 1550. Den er imponerende på grund af sin arkitektur og skiller sig ud i en by, der ellers bugner af enestående monumenter.
En skov af søjler under jorden
Besøget føles som at udforske et forbudt sted, da stilhed og ro præger omgivelserne. Kun en dæmpet musik lyder i gadernes dyb, kun afbrudt af vandets rislen, og et orange lys forstærker følelsen af et helligt univers. Basilicacisternen er byens største, og rummet er enormt med sine 138 meters længde og 65 meters bredde, men det er ikke det, der slår en først. Man står over for en utrolig skov af 336 søjler på 8 meters højde, som bærer buer og hvælvinger, hvilket er uventet på dette niveau. Lidt efter lidt skimtes detaljerne, og helheden er betagende, sammensat af 12 rækker med 28 søjler, hvoraf de fleste har korinthiske kapitæler. Visse har udskæringer kaldet påfugleøjne, og to andre har et hoved af Medusa som base. Hvis deres stilarter virker meget forskellige, skyldes det, at de stammer fra ældre strukturer af forsvundne monumenter. Dette sande nedsunkne palads er kun desto mere fascinerende.
Mens man går ad gangbroerne over vandet, er det let at forestille sig den enorme værdi, som stedet, hvor der blev opbevaret omkring 100.000 m3 vand, havde under regimet af Justinian 1., som satte gang i byggeriet. Basilicacisternen var det byzantinske palads' vandreserve, forsynet af to akvædukter, og den har fået sit navn fra den religiøse bygning, der lå ovenpå. Den bygning er væk, men cisternen bliver ved med at fascinere os.
Åbningstider
*Oplysningerne kan ændre sig
Da jeg var i Istanbul første gang, havde jeg ikke engang hørt om Basilika-cisternen. Da jeg var der anden gang, havde jeg undersøgt det bedre og tog derhen. Der er ikke så meget at se i sig selv, men stedet er ret unikt. Det dæmpede lys og alle de søjler giver stedet en helt særlig atmosfære (og det er dejligt køligt, hvis man besøger byen midt om sommeren!). Jeg syntes, det var et rigtig smukt og afslappende sted på trods af alle turisterne. Der er den berømte Medusa-søjle, som skiller sig ud fra de andre, og som er et vigtigt element i Dan Browns roman Inferno.