Blå Moské: 20.000 Iznik-fliser under en kuppel svævende i lyset
Første gang man træder indenfor, er det ikke det blå, der fanger blikket. Det er lyset. Det strømmer ind gennem de 260 vinduer i flere etager, kaster genskin i fajancefliserne og giver luften indenfor en næsten flydende kvalitet. De originale glasmalerier med blomstermotiver plejede at filtrere endnu kraftigere farver. De, der så dem i det 17. århundrede, troede dårligt deres egne øjne.
Hvorfor besøge Blå Moské?
Sultanahmet Camii, som den rettelig hedder, er den sidste store moské fra den klassiske osmanniske periode. Sultan Ahmed I lod den opføre mellem 1609 og 1616 for at tage kampen op mod Hagia Sofia, der lå lige over for. Han var knap tyve år, da byggeriet gik i gang, og imperiet var præget af militær og finansiel tilbagegang. Det var en handling båret af såvel politik som åndelig overbevisning.
Arkitekten Sedefkâr Mehmed Ağa, elev af den legendariske Mimar Sinan, var tillige mester i perlemorsinkrustation. Den dobbelte ekspertise forklarer bygningens overvældende omhu for detaljen. Navnet »Sedefkâr« betyder bogstaveligt talt »perlemorshåndværker«. Han forenede de byzantinske indflydelser fra Hagia Sofia med det osmanniske arkitektoniske formsprog og skabte det, mange anser for genrens dekorative højdepunkt.
Arkitekturen og detaljerne, der gør hele forskellen
Skandalen med de seks minareter
Seks minareter. Ingen osmannisk moské havde nogensinde haft så mange. Dengang var det kun den hellige moské i Mekka, der kunne prale af det samme, hvilket udløste en hidsig debat. Sultanen løste krisen ved at finansiere opførelsen af en syvende minaret i Mekka. En udbredt legende fortæller, at Mehmed Ağa forvekslede »altın« (guld) og »altı« (seks), da sultanen bad om forgyldte minareter.
De 20.000 Iznik-fliser
Mere end 21.043 fajancefliser dækker indendørsformurene. De blev fremstillet på værkstederne i Iznik, der dengang toppede deres formåen. Tulipaner, nelliker, cypresser og granatæbler: plantemotiverne udfolder sig i koboltblåt, turkis, grønt og tomatrødt, som er den karakteristiske farve for Iznik-keramikken. Flisernes tæthed giver væggene en næsten tekstilagtig struktur, som var de beklædt med malet silke.
Kuplen og »elefantbenene«
Hovedkuplen rejser sig til 43 meters højde med en diameter på 23,5 meter. Den hviler på fire massive piller på hver 5 meter i diameter, som lokalbefolkningen i Istanbul kalder »elefantbenene«. Placeringen af vinduerne omkring bunden skaber en optisk illusion, hvor kuplen synes at svæve løsrevet fra selve bygningen. Kalligrafien indenfor er udført af Seyyid Kasım Gubarî, som kom fra Diyarbakır.
Det de fleste besøgende overser
Graven for Sultan Ahmed I, som døde som 27-årig, ligger lige ved siden af moskéen. Her finder man også gravmælerne for hans hustru Kösem Sultan og hans sønner Murad IV og Osman II. Moskéen var en del af et langt større kompleks med hospital, koranskoler, en overdækket basar og et hammam. Basaren, Arasta, findes stadig langs moskéens sydside og huser i dag boder med tæpper og keramik.
Gårdspladsen indendørs er også værd at bruge tid på. Dens 26 granitsøjler bærer arkader dækket af små kupler, og den sekskantede ablutionsfontæne ligger midt på pladsen. Det er ofte her sidst på dagen, at lyset tager sig smukkest ud, når man vil fotografere minareterne.
Vennetip: Moskéen lukker for besøgende under de fem daglige bønner, hvilket varer omkring 90 minutter hver gang. Om fredagen åbner den først for ikke-muslimer efter kl. 13.30. Tjek dagens bønnertider, før du tager afsted. Det ideelle tidspunkt er tirsdag til torsdag mellem kl. 9 og 11.30, hvor køen ved sikkerhedskontrollen sjældent overstiger 15 minutter.
- Værd at bemærke: Iznik-fliserne på de øverste gallerier, mihrab'en i hvid marmor, den udskårne minbar, lysekronerne i øjenhøjde og den kejserlige loge med indlæg i perlemor og elfenben
- Påklædning: Skuldre og ben skal være tildækkede, og kvinder skal bære tørklæde. Der udlånes gratis tøj ved indgangen. Man tager skoene af, før man går ind
Åbningstider
*Oplysningerne kan ændre sig
Den er virkelig flot og virker selvfølgelig mere moderne end Hagia Sophia lige overfor. Indgangen er gratis, og man får lånt en dragt til at dække hår, knæ og skuldre, hvilket kan være ret sjovt, når man ender med at se ud som Store Smølf! Spøg til side, så er det indvendige fantastisk, og selvom man ikke bliver der ret længe, er den absolut værd at opleve.