At tage en flok skoleelever, verdens mest lydige børn, som bekendt, med på en to uger lang sprogrejse til Tyskland... Det er det vilde vovemod, som nogle lærere kaster sig ud i, deriblandt min i 7. klasse.
Jeg var ung, fuld a fortrøstning og stadig helt uskyldig, da jeg for første gang i mit liv krydsede grænsen for at bo hos min udvekslingspartner i fjorten dage. Det er denne sande epos, jeg gerne vil fortælle jer om i dag, i håb om at min erfaring kan komme fremtidige unge tysklandsrejsende til gode.
I - At kappe navlestrengen
At forlade sin familie i et par dage lyder nemt på papiret. Men at forlade dem for at lande i et fremmed land, hvor man dårligt nok taler sproget, viser sig at være meget hårdere, end man tror! Vi var lige begyndt at lære tysk som andetfremmedsprog.
Næsten 10 timers buskørsel. Ti timer, hvilket svarer til en evighed for et barn: Rejsen udvikler sig hurtigt til et lille Hollywood-drama, spændingen stiger og når sit højdepunkt, når den evigt utilpasse elev begynder at få kvalme. Alle holder vejret: Vil han kaste op? Vil han ikke? Heldigvis har chaufføren planlagt et par pauser undervejs, hvor man kan få frisk luft og strække benene.
Tidlig afrejse om morgenen, heldigvis kan man sove videre i bussen
Knap ti kilometer før grænsen får man lov til at bruge faciliteterne på en motorvejsrasteløs. Det er ikke nødvendigvis vildt rent, men man tager det, man kan få. Hurtigt udnytter man de sidste minutter, hvor man stadig kan sende sms'er uden at blive flået i roamingafgifter, og på trods af trætheden spærrer man øjnene op for at indsuge det franske landskab, der stadig omgiver os.
II - På den anden side af spejlet
Frankrig og Tyskland, to lande, der minder meget om hinanden ved første øjekast
Sandhedens øjeblik nærmer sig, læreren har annonceret det: Om få minutter krydser vi grænsen! En ny verden åbner sig for os, og udlandet vil være en del af vores hverdag de næste to uger. Man er fuld af ærefrygt og forventer noget storslået...
Men nej, ingen løberød løber, ingen æresvagt, blot et enkelt rutinetjek af chaufføren, og så er vi endelig i Tyskland. Det er ekstremt praktisk at kunne rejse frit inden for Schengen-samarbejdet, men for unge mennesker med en vild fantasi, som jeg havde, er der rig mulighed for at blive skuffet. Landskaberne ligner hinanden, selv køerne ser helt ens ud!
Jeg var derfor en smule slukøret (omend også en lille smule lettet), da jeg pludselig SÅ det. Forskjellen mellem de to lande, to fuldstændig modsatte mentaliteter. Stedet for denne åbenbaring var intet ringere end en tysk motorvejsrasteløs.
Men kulturchokket lurer lige om hjørnet!
Ja! I har gættet det! TOILETTERNE! Hvor tåbeligt det end lyder, var det her, jeg for første gang stødte på en radikal forskel. De var rene, ja, mere end rene, de strålede nærmest. Den eneste hage: De var mod betaling.
Jeg ved godt, at rene betalingstoiletter også findes i Frankrig. Men efter at have stoppet ved talrige motorvejsrasteløser på mine rejser må jeg sige, at det er ret sjældent at se den slags steder.
Det er bedst at have lidt småpenge på sig til at betale...
Kort sagt: Det var med en blanding af benovelse og følelsen af at være landet et helt andet sted (at se alle disse aviser på tysk gør rent faktisk lidt i hjertet), at jeg steg ud af bussen sent om aftenen (det var vinter, og det var allerede mørkt kl. 18) og mødte min udvekslingspartner.
III - Møde mellem to kulturer. Og måske mere til
Besværet ved at kommunikere på et andet sprog
Så var jeg ankommet til Rüsselsheim, en lille by nær Frankfurt. Her stod jeg så, alene med mennesker, der dårligt nok taler et par ord fransk, og jeg, der kun kunne tre ord tysk. Den udsigt kan godt stresse nogle mennesker, men man skal vide, at man altid finder ud af at gøre sig forståelig. Man kaster sig jo selvsagt ikke ud i en filosofisk debat med sin samtalepartner, men med fagter og et par ord, der lyder en smule tyske, lykkes det at få udvekslet de mest nødvendige informationer.
En gæstfri og åben værtsfamilie
Derudover skal man huske på, at folk, der tager imod deres børns udenlandske udvekslingspartnere i hjemmet, generelt er ret åbne. Når man tilmelder sit barn til et sådan program, er man klar over, at det betyder, at udvekslingspartneren kommer til at tilbringe tid i ens eget hjem, så man gør sit bedste for at tage godt imod vedkommende.
Hvis det mod forventning går galt, er læreren der til at glatte ud og om nødvendigt finde en anden værtsfamilie. Jeg havde ingen problemer overhovedet og blev mødt af en utrolig varm velkomst. De gik endda så vidt at hylde det franske køkken ved at købe en flute og... den uundværlige camembert til min ankomst om aftenen!
Et godt stykke camembert, og haps! Så føler man sig straks hjemme
Man kan jo selvfølgelig også være uheldig. En af mine venner havnede hos en tysk udvekslingsvært, ganske vist, men hvis forældre udelukkende talte kinesisk. Unødvendigt at sige, at han følte sig en smule på bar bund! Også selvom det var en anledning til at få et lille indblik i en anden kultur.
Konklusion
Er en studietur til udlandet en god idé? Det synes jeg bestemt. Da jeg var på fire af slagsen i løbet af min skoletid, nød jeg dem altid i fulde drag, selvom det for første gang kan virke lidt overvældende. Jeg følte, at jeg voksede en smule for hver gang og fik lettere ved at tilpasse mig. Man siger jo, at rejselyst gøres ved ungoffest. Selvfølgelig er det ikke alting, der er perfekt, der opstår uforudsete ting, men i det store hele sidder man tilbage med rigtig gode minder, og det er ofte en god anledning til at få nye venner.
Kommentarer (0)
Ingen kommentarer endnu. Bliv den første!