Athanasius

Helt ærligt, så kan jeg ikke rigtig se det store formål med sådan et besøg, medmindre man er kæmpe fan. Det er... larmende. Hvilket er normalt. Man får da i det mindste en svag idé om, hvordan ens bil er blevet lavet, når man når til vejs ende. Det mest interessante er efter min mening efter selve fabriksrundvisningen: man bliver ført hen til et museum, hvor man kan se næsten alle de modeller, Opel har produceret siden mærket blev oprettet. Jeg ser alligevel to positive ting ved det besøg, jeg var på: guiden, som var rigtig flink (han kunne mange sprog og fortalte med glæde om sin oplæring, så for alle spirende lingvister er det ret berigende at snakke med ham), og det øjeblik, hvor man fik lov til at lege i udstillingshallen. Tænk dig børn midt i snesevis af biler. Ja, som man kunne forvente, legede en af dem med at lukke sig selv inde i et bagagerum. Vi grinede virkelig meget... Af disse få grunde vil jeg alligevel anbefale at kigge forbi, hvis du kommer forbi egnen. Man kan altid finde noget sjovt at lave, hvis man leder godt efter.

Stemningen i et religiøst sted er altid helt særlig. I Heidelberg ligger denne kirke midt på en stor plads, et sandt mesterværk af sin slags. Som et vidnesbyrd om bygmesternes hengivenhed lader den ingen være ligeglade.

Navnet Villepinte vil for altid være forbundet i min hukommelse med en begivenhed, der har fundet sted hvert år i nu 16 år: Ja den er god nok, i Paris-Nord-Villepinte inviteres et lille stykke Japan indenfor på fransk jord i begyndelsen af juli! Japan Expo er absolut værd at opleve, også selvom man ikke tager derhen som kæmpe fan af japansk kultur, men bare som nysgerrig.

At tage til havet er altid dejligt, især når stranden er så fantastisk som i Étretat. Man kan nemt tilbringe hele eftermiddagen der med at gå ture eller bare slappe af på stenene (okay, der er mere behagelige steder, men omgivelserne gør, at man glemmer det lille minus).

Man snakker rigtig meget om klipperne ved Étretat, og man ser dem overalt, men selvom de er smukke på billeder, er det endnu bedre at se dem i virkeligheden. Man føler sig latterligt lille ved siden af dem.

Sand er rigtig dejligt, når man vil slappe af på stranden. Men rullestenene har også en stor charme, især i Etretat. Desværre er de truede, da havet langsomt skyller dem væk. Så tag derud og nyd dette landskab, mens tid er!

Lad os være ærlige: når man tager til Étretat, er det ikke for byens skyld (selvom den er ganske hyggelig). Nej, lad os hellere sige, at den bare fungerer som et forsyningsdepot. Mellem to ture på stranden er det her, du køber noget til frokosten. Selvom jeg ikke har beholdt mange minder om selve byen, havde jeg nogle fantastiske dage ved foden af disse klipper.

En tegneserie før tidens ende (okay, det er skrevet på latin, men man kan jo bare snuppe en audioguide med for at få oversættelsen). Det er ret bevægende at se, hvordan de her begivenheder blev opfattet for adskillige århundreder siden.

Jeg har kun få minder om selve byen, da jeg ikke var ret gammel, dengang mine forældre tog os med derhen. Til gengæld kan jeg tydeligt huske tapetet: absolut gigantisk, vidunderligt. Det besøg gjorde et dybt indtryk på mig.

Ligesom i Luxembourg-haven er det en stor fornøjelse at gå en tur her, når det bliver forår, og træerne igen får blade på. Med lidt held kan man endda se en flok gymnasieelever og deres idrætslærer (det er nu ret rart at se andre arbejde, når man selv har ferie). Man kan også se andre spændende ting, masser af dyr osv. Et rigtig dejligt sted.

Lad os være ærlige: De fleste går ikke ind i disse butikker for at købe noget (priserne er meget, meget afskrækkende), men snarere for at nyde at gå rundt derinde. Shopping er langt fra min yndlingsbeskæftigelse, men jeg nød virkelig at gå fra etage til etage.

Disse steder føles som om de er levendgjort af værkerne af den mest berømte franske billedhugger, man ser dem over det hele. Huset er meget rummeligt, og haven, der ligger bagved... gigantisk! Det ville virkelig være en skam at tage dertil i regnvejr, man er nødt til at kunne nyde udendørsarealerne.

Man lærer rigtig mange ting på dette museum, eller rettere sagt man ser en masse. Alle disse våben, disse slagberetninger.. Atmosfæren er ret uvirkelig: alt omkring os er ligesom fastfrosset, og disse genstande vil aldrig mere blive brugt til at dræbe, de er der bare for at vidne om en forgangen tid. Jeg foretrækker dem i den rolle. Hvis vejret er godt, kan man også se kanonerne, der står udenfor.

Har du nogensinde set nogen græde ved Balzacs grav? Nej? Nå, men så skal du bare vide, at det er muligt hver eneste dag på Père Lachaise. Gravene for de mest kendte personer er markeret på et lille kort, som man får udleveret ved indgangen. Man skal gå en del for at nå frem til nogle af dem (pas på, bakken er ret stejl). Nogle steder bliver overset mere af turisterne end andre, men de er ikke mindre hyggelige af den grund. Det er hele paradokset ved en kirkegård: Døden omgiver os overalt, og alligevel føler man sig godt tilpas. Det er et rigtig smukt sted at hvile efter sin død.

Mine forældre tog os med dertil cirka en gang hvert andet år, og jeg husker lange timers gåture i skyggen af træerne. Indendørs er bestemt også værd at opleve, men når man kun har en enkelt dag, vil jeg anbefale først og fremmest at fokusere på disse haver. Alle de statuer kommer til live, når man ved, hvad de forestiller, så husk at tage en guide med eller læse op på det inden!

Når man går en tur i Paris, skal man forvente at støde på den slags monumenter på hvert gadehjørne. Jeg gik stille og roligt, kiggede op og så en lille kø foran en bygning, stillede mig helt automatisk bagerst i køen, og... ta-daa! Jeg befandt mig inde i Sacré-Cœur-basilikaen! Jeg fortryder ikke det besøg, væggene er rigt udsmykkede, det var storslået.