Rejseguide: Gode råd til at besøge Bamako og Mali

I forbindelse med mit arbejde fik jeg mulighed for at tage på en tjenesterejse til Mali, mere bestemt til landets hovedstad, Bamako.

Det var første gang, jeg satte mine ben på det afrikanske kontinent.

Jeg blev der i tre uger, fordelt over slutningen af september og begyndelsen af oktober.

Selvom tre uger ikke er nok til at lære et land rigtigt at kende, gav det mig tid til at få et lille indblik i kulturen.

Jeg vil derfor dele lidt af det med dig og give dig nogle nøgler til at forberede din rejse bedst muligt, uanset om det drejer sig om en forretningsrejse eller en ferierejse (hvor du absolut bør tjekke afsnittet om « sikkerhed »).

Disse råd er ikke fuldstændige, men jeg håber, de giver dig det, du har brug for for at få mest muligt ud af turen.

PRÆSENTATION AF MALI:

Beliggenhed, geografi, diverse:

Republikken Mali ligger i den vestlige del af Afrika.

Mali deler landegrænser med Mauretanien og Algérie mod nord, Niger mod øst, Burkina Faso og Elfenbenskysten mod syd, Guinea mod sydvest og endelig Senegal mod vest. Mali har ingen kystlinje. Der er registreret lidt over femten millioner indbyggere.

Bamako, landets hovedstad, ligger i syd.

Lidt under to millioner mennesker bor her. Størstedelen af arbejdsstyrken er beskæftiget i primærerhvervene.

Udover Bamako er nogle af de mest kendte byer: Sikasso, Mopti, Ségou, Gao, Timbuktu...

Det officielle sprog er fransk, men bambara (som også er navnet på den største etniske gruppe) er ligeledes et nationalt sprog. Det tales mindst lige så meget, hvis ikke mere, end fransk og deles med andre nabolande, især i forbindelse med handel.

Langt de fleste indbyggere er udøvende muslimer.

Valutaen er CFA-franc. I øjeblikket er 1 € = 655,9 CFA. I Bamako er det muligt at veksle penge. Ellers er det værd at vide, at der ikke var nogen Hæveautomater i lufthavnen. Til gengæld kan man finde dem på hoteller og i visse indkøbscentre, dog ikke med alle bankkæder.

Der er en tidsforskel på minus to timer om sommeren og, ganske naturligt, minus en time om vinteren.

Flyvetiden (med flere flyselskaber, herunder Air France) er lidt under seks timer med de klassiske selskaber. Visse flyvninger, der selvsagt er billigere, tager omkring ti timer.

Klimaet er ørkenklima i nord (hvor man nærmer sig Sahel og Sahara) og tropisk i syd. Regnen kan være særlig kraftig i syd om sommeren, dvs. fra juni til og med september). Det anbefales at besøge landet om vinteren for ikke at lide for meget under varmen. For mit vedkommende var slutningen af september præget af enkelte regnbyger afbrudt af smukke solstrejf, mens begyndelsen af oktober var solrig med temperaturer mellem 23 og 34 grader: det er altså ret nemt at holde ud, når man ikke er tvunget til at opholde sig i direkte sollys.

Her er nogle mere eller mindre officielle hjemmesider, der kan hjælpe med at forberede din rejse:

http://www.malitourisme.com/

Historie:

Mali har først gennemgået en række af fem imperier og blev derefter koloniseret af Frankrig under navnet Fransk Sudan. Det var en del af Fransk Vestafrika. Koloniseringens begyndelse fandt sted fra 1881, hvor man startede med forskellige etniske grupper og derefter udvidede i takt med aftaler og kampe. En af de franske bagmænd var oberst Faidherbe. Den 4. april 1959 gik Senegal sammen med Fransk Sudan om at danne Maliføderationen, som opnåede uafhængighed den 20. juni 1960. To måneder senere trak Senegal sig ud af Maliføderationen og erklærede sin uafhængighed alene. Den 22. september 1960 erklærede Sudan til gengæld sin uafhængighed, men beholdt navnet Mali.

Mali er rigt på opdagelser, især forhistoriske.

Théodore Monod, en fransk naturforsker, var også en stor opdagelsesrejsende her, især gennem sin forskning og sine studier i Sahara-området.

I dag har dogon-folket og deres kultur kastet et nyt lys over Mali ved at præsentere en del af landets kultur for hele verden.

En udstilling er i øvrigt dedikeret til dem på Musée du Quai Branly i Paris.

Flere forfattere fra det 20. århundrede har efterladt deres indtryk af dette land, og i dag har fotografer lavet meget smukke billedebøger, som du uden besvær vil kunne finde i boghandlere.

Grioerne er stadig til stede og udgør en del af landets kulturliv: de fortæller historier, der afspejler landets historie, og synger stadig ved forsamlinger.

Vaccination, sundhed:

For rejsende, der tager af sted på egen hånd, det vil sige uden for et professionelt regi, hvor arbejdsgiveren sandsynligvis tegner en særlig forsikring, minder Udenrigsministeriet om vigtigheden af at tegne en rejseforsikring, der dækker lægebehandling og hjemtransport.

Derudover skal du sørge for eventuel medicin og opdaterede vaccinationer mod for eksempel malaria, gul feber, difteri-stivkrampe-polio, og evt. tyfus, A- og B-hepatitis samt meningitis. Jeg sprang personligt tyfus og hepatitis over, men det må du vurdere i samråd med din læge.

For at undgå turistdiarré («tourista») og kolera bør man naturligvis helt undgå at drikke the vand fra hanen. Rundtom i landsbyerne vil du også opdage, at diverse vandrensningsmetoder for længst er sat ud af spil, uanset regeringens, NGO'ernes og private virksomheders indsats. Selv i Bamako, og endda på mit hotel, holdt jeg mig fra vandhanevand: Jeg børstede tænder i flaskevand og drak litervis af perlende amerikanske sodavand... og så selvfølgelig ingen isterninger!

Af samme årsag frarådes det at bade i vandløb, floder og søer: Risikoen er bilharziose (sneglefeber), en livsfarlig sygdom, som er lige så sandsynlig at pådrage sig som malaria.

Sikkerhed:

Mali har desværre gennemgået dramatiske episoder, og i dag er både franske interesser og statsborgere direkte udpeget som mål af lederne for islamiske terrororganisationer (der f.eks. sprængte en granat foran den franske ambassade i Mali i januar 2011). Sahel- og Sahara-regionen er i øjeblikket særligt sårbar. Visse nabolande er også svækket af denne trussel, og bevæbnede bander krydser jævnligt grænsen til Mali.
Inden du tager af sted, bør du altid tjekke Udenrigsministeriet for at sikre dig, at rejsen er sikker: http://www.diplomatie.gouv.fr/fr/conseils-aux-voyageurs_909/pays_12191/mali_12287/index.html

Da jeg besøgte landet, holdt mit arbejde mig i hovedstaden, og jeg havde ingen grund til at bevæge mig væk derfra. Desuden havde mine arbejdsgivere stillet en eskortetjeneste til rådighed for mig. Bamako er, i skrivende stund og ifølge Udenrigsministeriets rejsevejledning, fortsat et af de mere sikre steder i Mali.

Ophold:

Jeg ønskede ikke at isolere mig i en lukket boble af udstationerede franskmænd, selvom dem, jeg mødte, var rigtig søde. I stedet forsøgte jeg så vidt muligt at komme lidt ud fra hotellet, arbejdspladsen og kollegernes boliger. Desværre betød sikkerhedssituationen, at jeg ikke kunne rejse længere ind i landet, især ikke mod nord, hvor flere byer og seværdigheder ellers så ud til at være et besøg værd. Man må sige, at man som hvid europæer, en såkaldt «toubab», ikke ligefrem falder i ét med det lokale gadebillede...

Alligevel fik jeg hurtigt fornemmelsen af denne by. Den strækker sig over 22 kilometer fra øst til vest og 12 kilometer fra nord til syd. Folk fra alle landets etniske grupper mødes her, de fleste i håb om at finde arbejde.

Trafikken er mildest talt overvældende, og det samme er forureningen... Man ser alle mulige slags køretøjer:

, skramlede lastbilvrag, knallerter og gamle, overfyldte biler (herunder en hel del gamle Peugeot 404'ere!! De er godt nok hårdføre, ikke...?) med knirkende aksler samt fremvoksende taxamotordrevne scootere (taxini). Kort sagt: Det betaler sig at vide, hvor man skal hen, især fordi visse vejkryds slet ikke er gearet til den massive trafikmængde. Heldigvis, selvom der bliver dytter lystigt, finder man altid en bilist, der vil lade en passere. Også ude på vejene, især ved hvert eneste stop, kaster flokke af børn og unge sig over forruderne for at vaske dem mod en lille skilling.

Hvis du skal ud at køre på landevejene (lokalt kendt som «gudronen»), må du væbne dig med tålmodighed. Strækningerne er lange, og kørestilen er mildest talt sporty. Man oplever helt utrolige ting: lastbiler og busser bliver stormet af passagerer, der klamrer sig fast alle mulige steder. En af mine maliske kolleger fort\}$._nede med et grin, at passagererne nogle gange faldt i søvn og faldt af undervejs! Hvis de var heldige og slap af sted med milde knubs, gjaldt det om også at undgå at blive kørt over...

Og hvis sulten melder sig under bilturen, kan du bare standse ved vejkanten, endda midt i Bamako. Her kan du købe mad lavet over enorme pander eller gryder på gasblus eller åben ild. Fra klokken 17.30, når folk får fri fra arbejde, samles kvinderne for at stille deres mobile køkkener op langs veje og gÃ¥gader. Du stopper op, bestiller, betaler og kører videre med aftensmaden i hånden!

Apropos kan en af de retter, du ret nemt vil finde, og som også er de fleste malieres favorit, nævnes «to». Det er en tyk kornvælling, hvor basen kan være hirse eller majs. Man spiser den med fingrene og må for alt i verden ikke stikke en kniv i den! Gør man det, bringer man ulykke over landsbyen og risikerer at udløse tørke! Men bare rolig, hvis uheldet skulle være ude, kan du altid rette op på det. Det kræver blot, at du udfører dyreofringer…

Bortset fra «to» (en stor mos lavet på hirse og/eller mel med en grøn sovs til) og hotellets buffet (ja, jeg ved godt, det ikke er vildt autentisk, men man har jo intet valg…), spiste jeg rigtig meget ris, især når jeg blev inviteret hjem til de maliere, jeg arbejdede sammen med.

Folk var utrolig gæstfrie og gjorde virkelig stads på mig, når de tog imot mig. Det var næsten lidt pinligt, men det så ud til at gøre dem oprigtigt glade.

Så sidder man i en rundkreds omkring fadene, og hver især tager for sig, når familiens overhoved har givet lov. Men pas på, ingen fejltrin: Da der ikke er bestemt bestikkelse, spiser man med hånden. Men ikke en vilkårlig hånd: højre hånd og kun højre hånd, så tænk ikke på at være venstrehåndet! Ligesom i arabiske lande anses venstre hånd for uren, da den bruges til at tørre sig med efter et toiletbesøg. Så den har ganske enkelt ikke noget at gøre i et fællesfad!

Den svære kunst består derefter i at forsøge at ælte det, du har snuppet, til en kugle, der er fast nok til, at du kan få den op til munden uden at spilde det hele på skjorten…

Jeg indrømmer blankt, at jeg i begyndelsen spiste meget lidt af det, jeg fik raget til mig i første omgang… Men bagefter bliver det nærmest et spørgsmål om overlevelse! Til sidst fandt jeg det hellige balancepunkt mellem en kugle, der var alt for hård, og en formløs masse, der drysser ned på tøjet. Jeg var næsten blevet professionel…

Når måltidet er overstået, må du ikke glemme at sige »abarika« til dem, der har lavet maden, samt til familiens overhoved. Så bliver der sagt tak til alle efter skik og god tone.

Til sidst vil jeg opfordre dig til at smage vandmelonerne ude på gaderne og markederne: De er simpelthen ubeskrivelige, jeg kan ikke finde andre ord.

De er fyldt med vand og sol og har en sød smag, der gør en fuldstændig afhængig… Og så koster de ikke ret meget.

Og hvis du slår vejen forbi markederne, kan du finde helt unikke varer, også til herrerne (og damerne), der gerne vil kurere seksuelle problemer, astma, malaria, tandpine osv…

Konklusionen må være, at selvom jeg er fuldt klar over, at jeg kun har kradset i overfladen af den maliske kultur, så har det, jeg har fået lov til at opleve, bestyrket mit indtryk af et utrolig gæstfrit folk, og det til trods for den fattigdom, der rammer mere end halvdelen af befolkningen.

Hvis fremtiden tillader det, ville jeg elske at vende tilbage og se endnu mere, især den nordlige del.