Bestigning af Adam’s Peak (Sri Pada) om natten

Forberedelserne

Når jeg rejser, dukker eventyreren i mig af og toe op igen. Jeg, som normalt er så fornuftig og ikke bryder mig synderligt om risici, ender altid med at lave helt åndssvage ting som at spise edderkopper i Cambodja eller skyde med en kalasjnikov i Budapest. Under min rejse til Sri Lanka tog galskaben en mere fysisk form: Jeg ville nå toppen af Adam’s Peak.

Jeg vidste godt på forhånd, at det ville tage mindst tre timers opstigning, og at det ville blive en fin lille udfordring, da jeg ikke ligefrem er nogen ørn til sport… Det samme gjaldt for min veninde, som rejste med mig. Men på trods af alt, hvad jeg havde læst om emnet, var jeg vist alligevel ikke helt forberedt på den oplevelse!

Først og fremmest startede turen med det formål at nå toppen af Sri Pada (for at bruge det lokale navn) for at se solopgangen, hvilket betød, at vi var nødt til at påbegynde opstigningen om natten. Da vi havde slået lejr i Hatton i et par dage, havde vi en god times kørsel i tuk-tuk (med soveposerne pakket til natten!) for at nå frem til vores udgangspunkt, nemlig Dalhousie. Rygsækken fuld af proviant, motivationen helt i top, så var det bare af sted!

Natopstigningen

Det starter stille og roligt. Stjernerne inspirerer os, og ude i mørket betragter vi de små lys i det fjerne, der kantede vejen, mens vi tænker: "Toppen ser da lidt langt væk ud!", men intet kunne stoppe os.

Hov, trappetrinene bliver stejlere. Hov, de er ikke ensartede, og jeg er endda nødt til at bruge hænderne til at hjælpe mig ind imellem. Jeg får det varmere og varmere (på trods af kulden, der bider hårdere, jo højere vi kommer op), min rygsæk tynger, jeg efterhånden gisper efter vejret, og mine pauser bliver hyppigere! Men toppen virker bare mere og mere uopnåelig!

Min veninde og jeg havde egentlig tænkt os at gøre noget sødt for dem derhjemme; vi havde skrevet deres navne på stykker papir og ville tage billeder undervejs for at vise, at vi tænkte på dem, og give vores pilgrimsfærd et lille åndeligt touch. Jeg kan roligt sige, at vi hurtigt droppede den idé! For det første fordi det blotte stop fik os til at mærke højdekulden, og for det andet, for at være helt ærlig, så glemte jeg hurtigt alt om mine venner og familie for i stedet at fokusere på én eneste tanke: at nå toppen, før jeg faldt om af udmattelse.

Efter 2 timer og 45 minutter på disse 7 kilometer skimter vi endelig toppen, og jeg må indrømme, at jeg fælder en lille tåre, for ærlig talt følte jeg, at vi aldrig ville nå det! Men da vi kommer frem, møder vi en ny udfordring: Pladsen er ekstremt trang, og der er allerede pakfyldt med lokale "camper-typer", som tog turen op i dagslys og nu slumrer under tæpperne i ventetiden på daggryet. Vi finder derfor et lille hjørne, hvor vi kan krybe sammen mod hinanden og hente lidt varme, mens vi venter på den sol, vi er blevet lovet.

Det er ved at være tid. Tempeltrommerne gjalder. Vi vender blikket mod øst og... ja, vi ser ingenting. Bare mennesker. Og kameraer rækker op på strakte arme. Var hele den anstrengelse spildt? Ikke tale om! Når jeg nu skal tvinge mig selv til at løbe bare 30 minutter derhjemme i Paris, har jeg i hvert fald ikke gennemgået helvedes trapper for ingenting! Jeg får øje på en lille murkant med en affaldsspand, som kan fungere som trin, og på under et minut står jeg forhøjet over alle andre med den bedst mulige udsigt!

Det var måske ikke mit livs smukkete solopgang, men det var helt bestemt den mest fortjente! Når det er sagt, så var den smukkeste belønning for mig endelig at se det landskab, der omgav os, bjergene, søerne, skoven… Under opstigningen glemmer man lidt sine omgivelser på grund af mørket, der indskrænker udsynet, behovet for at kigge ned på stien for at finde fodfæste og den fysiske anstrengelse. Det er først her, at det for alvor går op for én, hvor højt man rent faktisk er gået op, og det er fuldstændig storslået.

Nedstigningen

Hvis opstigningen var hård, havde jeg aldrig forestillet mig, at vejen ned kunne være endnu værre! For når man først har ringet med klokken på toppen, skal man jo også ned igen. Man kan vælge længere eller mere vilde ruter, men trætheden fik os til at vælge stien mod Dalhousie igen. Heldigvis, for det var den korteste vej, men den føltes alligevel som om, den varede en evighed: Jeg lover dig, at mine lægmuskler var ved at eksplodere, og mine knæ rystede, så snart vi tog de første skridt nedad. Og turen ned tager næsten lige så lang tid som opstigningen, bare med sol, varme og ømme muskler oveni!

Mine anbefalinger

• Medbring lidt madvarer for at få lidt ekstra energi, og frem for alt vand! Det er muligt at købe vand under opstigning, selvom det er lidt dyrere end normalt. Til gengæld slipper du for at slæbe dig ihjel.
• Medbring en ekstra T-shirt, hvis du tager turen om natten, da du vil få sved på panden og risikerer at blive helt våd, og når du først er på toppen, bliver det koldt, og så vil du være glad for at kunne tage tørt tøj på. En varm jakke er også et must!
• Gør turen op om natten for at opleve solopgangen og landskabet, der åbenbarer sig. Ud over det lille tempel er der ikke rigtig andet at lave på toppen (ud over at lykønske hinanden med at være nået helt op!).
• I højsæsonen er stien godt oplyst, men en lille pandelampe kan være praktisk til de strækninger, der er dårligere oplyste eller lidt mere udfordrende.
• Prøv at finde mit lille sted på stendigerne, hvor du får DEN udsigt. Når du står med ansigtet mod øst, er det til højre bag et lille hegn. Når først du har fundet det, er det nemt at krybe op to personer og nyde udsigten i ro og mag.