En vild uge i Martinique

Hej alle sammen!
Jeg fortsætter med at dele mine bedste rejsetip, og denne gang gælder det en uforglemmelig tur: en uge i Fort-de-France på Martinique!

Sammen med mine trofaste rejsefæller fløj vi mod Martinique i slutningen af marts. Det er det perfekte tidspunkt, hvis man vil undgå regntiden (juni til november) og bare nyde solen.

Som rejselystne franskmænd fra fastlandet var det en sand drømmerestination, og vi havde besluttet os for at tage en pause fra arbejdet på denne "blomsterø", som vi havde hørt så meget godt om. Og feriestemningen startede med det samme, for indrejseformalietterne er utrolig enkle: Da vi stadig er på fransk territorium, er et gyldigt nationalt ID-kort eller et pas rigeligt. Jeg vil dog altid anbefale passet, så snart man sætter sig op i et fly.

Heller ingen problemer med betalingen, da man helt logisk bruger euro. En lille ulempe: I kan godt lægge checkhæfterne væk, hvis I da stadig har sådan nogle, for de bliver yderst sjældent accepteret. Og sprogligt er der heller ingen hindringer, hvis I ikke taler kreolsk, fransk er rigeligt!

Til info er der om vinteren 5 timers tidsforskel mellem Paris og Fort-de-France: Når klokken er 17 i Paris, er den 12 midt på dagen på Martinique (om sommeren skal man regne med 6 timer i stedet for 5).

Hvad angår flyveturen, fløj vi med Air Caraïbes i en Airbus A 330-200. Hvorfor Air Caraïbes? Simpelthen fordi vi faldt over et tilbud, der stadig kører: For bare én euro ekstra ved bestillingen af økonomiklassebilletter fik vi en returbillet til indenrigsflyvningerne med i købet!! Vi valgte at tage en tur til Slichting (red. Sainte-Lucie). Ret fed pakke, ikke? Hvis det lyder som noget for jer, så tjek deres hjemmeside ud: http://www.aircaraibes.com/

Vi tænkte, at det måtte være et tegn. Derfor undersøgte vi ikke priserne så meget mere, men vi kunne dog se, at Air France var dyrere end det, vi havde booket. For god ordens skyld landede vi på omkring 650 euro tur/retur, skatter inklusiv.

De fleste rejsetilbud til Martinique inkluderer naturligvis både fly og hotel. Og rigtig ofte får man til den pris et værelse på et 2- eller 3-stjernet hotel med halvpension. Men vi havde en enorm fordel: Vi skulle bo hos forældrene til en af vores venner. De lånte os en lejlighed i Fort-de-France mod at vi selv stod for maden og afleverede den i god stand. Der blev dog krævet én lille modydelse: At vi malede stuen og entreen... Med andre ord burde det gå ret stærkt, når vi nu var fem mand af huse... Og som prikken over i'et ventede den pågældende ven på os derovre (han havde sagt sit job op i det europæiske Frankrig for at vende tilbage til sine rødder) for at hente os i lufthavnen og fungere som guide på "sin" ø. Når jeg siger, at det var et godt tip, ikke sandt!?

Efter lidt under 9 timers flyvning fik vi besked på, at vi nærmede os. Lige før landingen i lufthavnen Aéroport International Aimé Césaire (som faktisk ligger i Le Lamentin og ikke i selve Fort-de-France), fik vi gennem flyets vinduer et glimt af det sted, der skulle være vores hjem de næste 8 dage: Martinique set fra luften ligner et lille stykke land tabt ude i det Caribiske Hav. Man ser øens dominerende grønne nuancer og vandets blå farve. Disen skjulte nogle gange udsigten, men jo lavere vi kom, jo tydeligere blev byen omkring lufthavnen, og længere væk lå regnskoven. Hold da op en omgang kulturchok...

Da flydøren blev åbnet, og endnu mere da vi kom ud i lufthavnen, væltede varmen ind over os og slap os ikke igen. Temperaturen lå konstant på omkring 23 grader.

I modsætning til hvad visse "metropolitanere" (fastlands-franskmænd) ellers går og tror, var modtagelsen mere end bare venlig. Det er klart, at vi havde en guide med, som præsenterede os for alle og enhver, men ikke desto mindre blev vi altid taget varmt imod, og vi delte rigtig ofte en lille en med vores værter!

I den forbindelse opdagede jeg en lokal tradition: "landinger" og "lettemser"... For dem af jer, der som mig ikke kendte til det, før jeg prøvede det, drejer det sig om følgende: En "lille" smule 70% hvid rom, lidt sukkerrørssirup, en skive limefrugt, og så bare bunden i vejret efterfulgt af et stort glas vand i forsøget på at slukke branden (det er altså i starten... efter et par dage tilbyder de dig ikke det store glas vand længere)! Hvis jeg ikke tager fejl, er det intet ringere end en ti-punch. Det eneste er, at man drikker det lidt som vand: "Lettelsen" tages efter morgenkaffen, og "landingen" er til om aftenen... Og man nøjes ikke med én, det er simpelthen ikke god tone...

Kort sagt, som I nok kan forstå, tegnede vores uge til at blive hård, for som svorne tilhængere af lokale skikke og traditioner var det udelukket, at vi ikke skulle deltage i den slags ritualer!

Vi havde fornøjelsen af at dele nogle rigtig gode stunder med martiniquerne, ikke mindst over maden. Vores ven Steve, hvis forældre vi boede hos, præsenterede os hurtigt for sine forældre. På den måde fik vi overrakt vores beskedne gaver (vi holdt os til det klassiske med en kurv fra Hédiard fuld af franske kulinariske specialiteter og en illustreret bog om Paris, da hans far havde arbejdet der i syv år, men ikke var vendt tilbage, siden han gik på pension).

Vi skålede hurtigt på det hele og satte os til bords. Det var på høje tid at få noget i maven, især fordi hans mor og søster havde stået i køkkenet, siden vi ankom, og det duftede helt fantastisk: Vores maver skreg på mad, og vi glædede os til at smage!

Til vores store glæde havde hans mor lavet nogle utrolige retter med ingredienser, som jeg desværre har glemt navnet på. Jeg husker en ret med sauce, serveret med en kompot af bananer og ris, som var lavet på et enormt krebsdyr (skallen mindede om den, man blæser i for at lave en trompetlyd). Dens kød, der smagte kraftigt af hav, mindede om blæksprutte. Inden da havde vi naturligvis spist accras (saltfiskefritters) og noget andet, der var endnu mere stjernet, men hvis navn jeg også har glemt... For at forsvarer mig selv må jeg minde om, at vi havde fået aperitif i mindst to timer!!

Vi tog dertil flere gange og var så heldige at smage hjemmelavet poulet boucanné (røget kylling): Det var helt suverænt!! Smagen er virkelig unik, og det er ret sjovt at se, hvordan det bliver tilberedt i en stor tønde, der er åben i bunden, hvor ilden holdes i gang med sukkerrør og træ. Steves mor dryppede en marinade over kyllingen, som hun lod flyde ned (en såkaldt "chien"-sauce. Spørg mig ikke hvorfor, det turde jeg ikke spørge om...).

Hvad angår aktiviteter, tog vi ud for at se Rocher du Diamant (Diamantklippen): Vi kunne ikke gå glip af dette vartegn for Martinique, som man ser på alle postkort. For dem, der elsker natur og især dyreliv, ligger der et museum i kommunen Le Diamant, som fortæller om de forskellige fuglearter, der lever på klippen og i regionen.

For dykkere er det et meget populært sted: Dykkerne kan komme helt tæt på, og det skulle efter sigende være det værd. Der skulle ikke mere til at overtale Eric og Fred, to af vores venner, som tog derud. De fortrød det bestemt ikke, for stedet skulle ifølge dem være storslået. Man skal regne med en lille times bådtur, før man dykker. De svømmede blandt andet ind til en stor revne (50 meter), som næsten går hele vejen igennem klippen. Dybden varierer fra 5 til fyrre meter. Deres guide viste dem en lille grotte. De fortalte, at de mødte enorme languster, fisk i hundredvis (platax og andre sildekonger... det siger måske de indviede noget...) og en havbund med en helt enestående farveprakt.

For dem, der bare vil nyde solen, byder Grande Anse du Diamant på en af øens smukkeste strande: lyst sand (i hvert fald lysere end andre steder!), kokospalmer og azurblåt hav... Helt fantastisk! Vandet er varmt, og det er en skær skønt at slå sig ned på stranden og dase i solen. Og hvis nu denne strand af en eller anden uforklarlig grund ikke skulle falde i din smag, kan du vælge en anden blandt dem, du støder på undervejs, når du kører gennem den charmerende kommune Anses d’Arlet. Det er ganske enkelt en fantastisk landsby med en mole, der forbinder havet og kirken. Hvis du slentrer rundt i området, vil du se strande alle vegne: Du skal bare vælge og vrage! Få en smagsprøve ved at kigge på webcamaeraet (brugernavn og adgangskode: user) på landsbyens hjemmeside: http://ansesarletmartinique.free.fr/

Selvom udsigten gennem kameraet ikke er helt så smuk som i virkeligheden, kan du i det mindste tjekke, at vejret er godt!

En anden vandretur, man ikke må glip af, hvis man er til den slags, er Pointe de la Caravelle. Man krydser over til den anden side af øen og står ansigt til ansigt med Atlanterhavet. Steve ville vise os det, fordi vi ifølge ham på kort tid ville få en visuel oplevelse for alle pengene og se de forskellige landskaber, øen består af. Som lokalkendt sørgede Steve for, at vi fik rigeligt at drikke med (vi havde hver to liter i rygsækkene) og solbeskyttelse: kasket, solcreme og hele molevitten... Og han fik ret! Gåturen, som er på ONF-niveau 1 (dvs. uden sværhedsgrad for glade amatører som os), varede vi fire en halv time og førte os forbi et rød- og hvidstribet fyr, før vi nåede vejrudsigtsstationen. Udsigten er pragtfuld: Man dykker bogstaveligt talt blikket ned i Atlanterhavet, og det giver virkelig indtryk af, at himmel og hav smelter sammen.

Når man begynder nedstigningen, passerer man klipperne og kommer hurtigt til små bugter med sort sand, der indbygger til en pause… Vi benyttede lejligheden til at holde en aften- eller frokostpicnic. Det er dejligt at slappe af, selvom solen stadig bager en del, for mod slutningen af turen er der ikke meget skygge. Jeg kan roligt sige, at min hat og mine 2 liter vand var mine bedste venner! Under alle omstændigheder var det ikke nemt at komme i gang igen efter den dejlige pause... Heldigvis lovede Steve os, at vi kun havde en times gang tilbage, før vi var ved udgangspunktet igen. Og han løj ikke for os, selvom vi til sidst fik en ordentlig sidste stigning, der tog kegler i benene.

Tilbage i lejligheden blev det ikke til den helt store aften. Derfor havde vi ikke modet (eller ubesindigheden) til at bestige Mont Pelée. Det er forbeholdt erfarne vandrere. Hvis du er en af dem, så snyd ikke dig selv for det: det forlyder, at udsigten er det hele værd.

Jeg vil også lige kort nævne Saint Lucia, hvor vi tog hen på en dagsudflugt: rigtig hyggeligt, lidt mindre besøgt, men vi lavede ikke andet end at dase i solen, gårsdagens aften havde taget hårdt på os, og vi trængte til at lade batterierne op.

Jeg tror, der var meget mere at se, men vi prioriterede mest afslapning og aftener med naboerne eller Steves familie. Jeg vil helt sikkert vende tilbage en dag, for jeg føler, der er så meget mere at opleve...