Anderledes oplevelser i Serra do Caldeirão, væk fra alfarvej

I det sydlige Portugal, på grænsen mellem Alentejo og Algarve, ligger Serra do Caldeirão, som bogstaveligt talt betyder "grydebjerget".
Navnet skyldes landskabets udseende: Set fra de højeste punkter leder udsigten tankerne hen på en kogende gryde.

Sådan kommer du dertil

Dette er et magisk sted par excellence, som stadig ligger langt væk fra turiststrømmene, og dog kun et stone's throw fra Algarves liv og glade dage. Det kræver dog en god portion tålmodighed og ydmyghed at finde vej i dette labyrintiske netværk af stier.
Der er kun ganske få asfaltveje, som til gengæld er ganske godt skiltet, og som krydser området: fra nord til syd går vejen fra Almodôvar (i Beja-distriktet) mod Salir, og fra øst til vest går vejen fra São Barnabé mod São Marcos da Serra, foruden motorvejen A2, selvom der ikke er nogen afkørsler mellem Almodôvar og Algarvekysten. Det mest spændende er at forlade landevejen og vove sig ud på disse små stier. Herefter er der stort set ingen skiltning ved vejkrydsene. Traditionelle kort dækker ikke området, og jeg betvivler, at en GPS vil være til den store nytelse.

En storslået og stadig uspoleret natur

Men sikke en åbenbaring ved hvert eneste sving, hver enkelt dal er forskellig. Faunaen og floraen er stadig uberørt, og udsigten over hele Algarvekysten er betagende. Nogle morgener lægger tågen sig som et tæppe over alle dalene, hvilket giver en følelse af at stå på en ø.

Selvom somrene er meget varme og tørre, er vinteren og foråret rigeligt på vind og vejr, hvilket gør det muligt for naturen at overleve disse tørre måneder. De vigtigste floder flyder ufortrødent videre, fødet af tusindvis af kilder, nogle naturlige, andre menneskeskabte, den ene smukkere end den anden. Hver eneste regnbyge ledsages af en solstråle og lader naturen blomstre op.

Foråret byder på endeløse tæpper af farverige blomster. Sommeren bringer minder om og dufte af det korsikanske maquis. Landskabet udgøres primært af korkege, men man finder også masser af jordbærtræer, cistusroser, lyng, rosmarin og flere hundrede år gamle oliventræer... kort sagt alt det, der hører til et middelhavsklima.

"Gryden" rager op over alle de omkringliggende områder: mod nord Alentejo-sletten, mod syd Algarvekysten, mod øst den spanske slette og mod vest Atlanterhavskysten. Horisonten er lige ved hånden og strækker sig 360 grader rundt. Man kan opleve fuldstændig vidunderlige solopgange og solnedgange, og, lidt mindre kendt, måneopgangene er mindst lige så smukke. Hvis dagene er skønne, så er nætterne decideret magiske.
Da området er tyndt befolket og dermed næsten uden lysforurening, giver fraværet af kunstigt lys dig mulighed for virkelig at SE nattehimlen. Man føler det, som om man befinder sig midt i dette stjernedrys, opslugt af Mælkevejen, og med tålmodighed er det muligt at tælle stjernerne, alle sammen.

En region rig på historie

Selvom naturen i området har ændret sig ganske lidt gennem århundrederne, har forskellige folkeslag afløst hinanden og sat deres præg, som stadig er synligt i dag. Man har fundet de ældste kendte skrifttegn på Den Iberiske Halvø her i regionen, indhugget i en sten. De udstilles sammen med andre fund på skriftmuseet i Almodôvar og dateres til mellem det 7. og 5. århundrede f.Kr. Man kan også finde masser af dysser og menhirer, der er arvegods fra en keltisk fortid. Derudover findes der nogle gravhøje (tumuli); de er ikke længere i god stand, men i Algarve er visse blevet ført tilbage til deres oprindelige udseende med toppen dækket af hvid kvarts.

Man støder også på visse runde huse med stråtag, hvor man næsten ville forvente at se en druide komme frem. De bruges ikke længere til beboelse, men snarere som skure til dyr eller til opbevaring af hø. Mange er faldet sammen, men nogle holdes stadig fint ved lige. Få mennesker kender endnu hemmelighederne bag kunsten at bygge disse tage. Udover kelterne har også romerne og maurerne lagt vejen forbi og sat deres tydelige aftryk. Med tiden forsvinder denne kulturarv dog, som det for eksempel er sket ved Castro da Cola, hvor en moské blev revet ned for at give plads til en kirke. Dette sted rummer også ruinerne af en meget gammel befæstning, hvis oprindelse ikke er fuldt klarlagt, den kan muligvis stamme fra den keltiske periode. Lige ved siden af ligger en restaurant, hvor maden er god og modtagelsen varm, og ejerne deler gerne ud af historierne om "deres" borg. En anden gammel befæstning nær Santa Clara-a-Nova er Mesas de Castelinho, som også er ekstremt gammel, og hvor der foretages arkæologiske udgravninger hvert år...

Man kan desuden finde enkelte romerske broer i perfekt stand samt gamle romerske veje i området. Og så er der masser af gamle legender, som lever videre gennem tiden.

Spisesteder på stedet

Hele området er rigtig godt udstyret med både spisesteder og overnatningsmuligheder. Visse caféer i de små landsbyer servere også mad. Det står ikke nødvendigvis på døren, så man må spørge sig for. Generelt er det lokal husmandskost: kalorieholdigt og rigeligt, og på visse dage står den på vildsvin, som der er masser af i regionen. Retterne baserer sig ofte på kød, charcuteri og ind imellem rigtig gode tomatsalater. Vil man have god fisk, skal man bevæge sig tættere på kysten. Det er også muligt at finde ferielejligheder med et udstyret køkken, hvis den almindelige kost ikke passer til dig.

For naturelskere, skattejagtende sjæle, stjernekiggere eller bare for dem, der vil opleve et smukt bjergområde langt væk fra det hele, kan en tur til Serra do Caldeirão i Portugal varmt anbefales. Det er et sted, der skal ses, og frem for alt opleves.