Aspres, dag 4, fra Terrats til Montauriol

Aspres, dag 4, fra Terrats til Montauriol

En spændende legende, som er inspireret af de søjleformede jordformationer (dem, man kalder cheminées de fées eller troldestuer) oven for floden Canterrane, fortæller, at der her engang lå en by ved navn Mirmande (Mirmanda). Den skulle være ældre end Barcelona og have været feernes rige, indtil den blev ødelagt af en voldsom vandstandsstigning i havet.

Navnet Terrats dukker op første gang i 844. Argila, søn af grev Bera af Razès og Barcelona, solgte to godser til sin søn Bera: det første hed Terrenum (hvilket meget vel kan være Terrats), og det andet Furchas (som menes at være Fourques). Senere (ja okay, en del senere..) betød salg og diverse gaver, at Terrats blev til et herreskab under tempelridderne. Hvis du har fulgt med, ved du, at tempelridderne gjorde hele denne region til deres eget "hjemsted", også her.

Et ret interessant dokument fortæller om en handel fra 1208, hvor Arnau de Llers solgte alle sine besiddelser i Terrats til Tempelordenen for 5.100 sous, herunder selve indbyggerne, både mænd og kvinder. Med andre ord var indbyggerne på dette tidspunkt endnu ikke sluppet fri af livegenskabet (et forskønnet ord for slaveri, spøg til side... selvom jeg vist ikke er helt ved siden af). I anden halvdel af det 14. århundrede (1378) boede der omkring halvtreds mennesker i Terrats. Dyrkede man allerede vin her dengang? Det kan man ikke sige med sikkerhed. Det, der dog er sikkert, er, at et kort fra det 18. århundrede viser en allerede meget udbredt vinavl mellem Canterrane og Fourques samt ved Pla d'Amunt mod Trouillas. Den dag i dag er vinproduktionen landsbyens vigtigste erhverv.

Landsbyens kirke er, ja, naturligvis, dedikeret til de to helgener Sankt Julian og Sankt Baselissa (se der, en kvindelig helgen!, lidt ligestilling må der til!). Begge er højt elskede, ja nærmest ærede i Roussillon. De skulle efter sigende have nægtet at fuldbyrde deres ægteskab for i stedet at udbrede den kristne tro hver for sig. Det er en romansk kirke fra det 11. eller 12. århundrede. Læg mærke til korset i lyserød marmor fra det 16. århundrede på væggen nær indgangsdøren. Kirken huser også et processionskors, I ved, en af disse store, høje og tunge kors...

Fra Terrats til Fourques...

Fourques, der dækker 934 hektar, ligger på grænsen mellem Roussillon-sletten og Aspres i Calcerana-flodens øvre dalgang. Her produceres der næsten udelukkende vin fra adskillige private vingårde, og kvaliteten af vinen er enestående.

I 844 blev området Fourques solgt af Argila, søn af grev Berà, til sin søn Berà den Yngre ("den Yngre" har jeg selv tilføjet for ikke at tabe tråden i familieforholdene... jeg tænker på det hele, ikke?). Men ret hurtigt (via formodede salg og donationer) endte næsten hele territoriet på hænderne af religiøse ordener: Saint-Genis-des-Fontaines i 981, Saint-Martin du Canigou fra 1009 (året for dens indvielse), og frem for alt abbediet i Arles-sur-Tech, som lidt efter lidt blev ejer af næsten hele herreskabet og beholdt sine rettigheder helt indtil Den Franske Revolution. På det tidspunkt var abbeden af Arles medherre over Fourques og delte sine rettigheder over landsbyen med Joseph d'Oms de Tord, markis af Oms. Rettighederne gjaldt ikke kun jorden, men også de mennesker, der blev "solgt" sammen med godserne, livegenskab, som vi allerede har hørt om i andre landsbyer. Siden det 19. århundrede har indbyggertallet i Fourques ligget på omkring 600, et tal der næsten ikke har ændret sig siden.

Sankt Martin er den helgen, som kirken er dedikeret til, og den nævnes første gang i 994. Det er en romansk bygning med et enkelt skib, som uden tvivl blev genopbygget i det 13. århundrede og derefter forhøjet i det 16. Bemærk til højre for portalen en skulptureret gravsten med portrættet af Guillem Gerard, sognets præst, der døde i 1342. Gå indenfor nær sakristiet for at se et pragtfuldt marmorbassin fra det 16. århundrede. Nyd at gå på opdagelse i de charmerende gader omkring, hvor det er "Slottet", der er værd at besøge. Man kommer dertil gennem en befæstet port tæt på rådhuset. Enkelte huse har rester af malede udhæng, selvom maleriet desværre er blevet næsten udvisket af tidens tand.

Fra Fourques til Montauriol...

I gamle dage fandtes der foruden denne landsby også Montauriol d'Amont, som lå oppe ad Montauriol-floden med sin egen kirke dedikeret til Sankt Mikael og et slot, hvor der nu kun er ét firkantet tårn tilbage. Det var Cuxa-klosteret, der i det 10. århundrede erhvervede sig nogle ejendomme i begge landsbyer. En vis Oliba d'Oms var herre over egnen. Derefter fulgte adelsmand Bernat de Montauriol, og senere tilhørte herreskabet Delpas de Saint-Marsal-familien, som samlede de to landsbyer og beholdt herreskabet indtil revolutionen. Selv hvis man lægger alle landsteder (mas) og huse sammen, har befolkningstallet aldrig været særlig højt. Man må sige, at den dyrkbare jord altid har været en mangelvare, og at ressourcerne i skovene ikke var nok til at forsørge mange mennesker. Gennem de sidste halvtreds år har kommunen set nye tilflyttere ankomme, som har renoveret huse og landsteder på smukkeste vis.

Lad os tale om kirken, hvem er den mon dedikeret til, spørger du nok? Ja, til Sankt Saturnin naturligvis! Hvis du går indenfor, vil du opdage malede og forgyldte malerier: det i midten forestiller korsfæstelsen, de to til venstre forestiller Bebudelsen og Jesu fødsel, og dem til højre viser scener fra Sankt Saturnins martyrdom.

Nå, jeg skifter lige til "afslapning"-tilstand, I har fri leg indtil næste etape...