Oplev Wien på 2 dage: Det skal du se

En last minute-rejse til en god pris

Jeg havde egentlig aldrig rigtig tænkt på at tage på ferie til Wien. Men så bød muligheden sig for at tage derhid på en lang weekend. Jeg surfede lidt rundt på nettet og fandt en last minute-tur til en »spotpris«, som det hed i annoncen. Prisen taget i betragtning endte jeg derfor med at sætte kursen mod Østrig.

Jeg landede på et skønt 4-stjernet hotel i det 13. distrikt (og ja, der er 23 af dem!!). Værelset var rummeligt, behageligt og smagfuldt indrettet. Badeværelset havde et stort badekar, og sengen var en ægte dobbeltseng, det var lige til at blive i godt humør af! Og prikken over i'et: Alt var skinnende rent. Du kan finde og booke hoteller i Wien her. Det var en befrielse og en stor kontrast til min foregående rejse til Grækenland tre måneder tidligere, hvor jeg var havnet på et 3-stjernet hotel, der så ud til at være blevet forladt af rengøringspersonalet… Måske jeg en dag skal fortælle om det mareridt i et andet indlæg…

Kort sagt, du kan nok forstå, at Wien hurtigt fangede mit hjerte. Og jeg må sige, at jeg allerede ved ankomsten til lufthavnen var blæst bagover af renligheden.

Hotelpersonalet var charmerende og meget opmærksomme. Til gengæld er det en fordel at tale engelsk, da man ikke hører meget fransk her. Det ideelle ville selvfølgelig være tysk, da østrigsk minder meget om det, bortset fra enkelte særprægede ord. Desværre lå mine skoletysker langt væk i hukommelsen til at være til nogen nytte… Så det blev engelsk i stedet!

Da kufferten var pakket ud, og mit jakkesæt var blevet hængt pænt op for at undgå folder (jeg skal nok forklare senere, hvorfor jeg havde det med), og jeg havde fået ny energi efter et godt bad, forlod jeg hotellet for at drage ind mod hjertet af Wien.

Dag 1

Første indtryk: Wien, en ren og rolig by

Det er utrolig nemt at komme rundt med sporvognen. Det er en fantastisk måde hurtigt at få et indtryk af byen på. Og sikke en by! Jeg fik straks noget for alle pengene. Forestil dig bygninger i ren østrigsk-ungarsk stil, der tårner sig op i kæmpestor skala. Jeg følte mig helt lille. Bygningerne er godt nok ikke skyskrabere, men stenene udstråler en utrolig kraft og en slående ro. Jeg følte næsten, at jeg trådte direkte ind i landets historie, da disse bygninger mindede om en stor, åben historiebog.

Stenfacaderne havde store, høje vinduer. Der var ikke en masse pynt på bygningerne, hvilket passede perfekt til det billede, jeg havde af den østrigske stil: ædel, kraftfuld og afdæmpet. Det eneste, der adskilte dem fra hinanden, var deres forskellige farver i ret bløde nuancer.

Gaderne og fortovene var brede, skåret som efter en snor, og der lå ikke et eneste papir eller stykke tyggegummi på jorden. Og folk, herregud, menneskene her! Venlige, smilende og hensynsfulde… Der var ingen tvivl: Jeg havde forladt Frankrig!

Byen udstrålede en tryghed, som gjorde rigtig godt i sjælen. Med let hjerte besluttede jeg mig derfor for at kaste mig ud i at udforske denne by, som syntes at tage imod mig med åbne arme.

Wienerbrød og kager på Café Central

Da jeg af natur er en smule struktureret, slog jeg mig ned på en café og bestilte min allerførste… wienerkaffe, som blev serveret med det traditionelle glas vand! Da jeg ikke er hellig, kunne jeg snildt have bedt om en croissant, men jeg var ikke sulten nok. Da jeg faldt i snak med tjeneren, bekræftede han mig i øvrigt i, at wienerbrødet, og især croissanten, rent faktisk stammer herfra. Ifølge ham opdagede de wienerbagere et overhængende osmannisk angreb, da byen var belejret, og slog alarm, hvilket hjalp med at slå angrebet tilbage. Til minde om denne sejr og for at markere deres indsats begyndte de derefter at bage dette kageværk i form af en halvmåne, som var fjendens symbol. Jeg ved ikke, om det er en sand historie eller bare en hyggelig turistlegende (internettet ser ud til at bekræfte det hele…).

For at blive i den søde genre vil jeg gerne fortælle om mine øvrige kulinariske oplevelser i løbet af weekenden. Jeg smuttede forbi den berømte Café Central. Vær opmærksom på, at der er fuldrigt af mennesker hele dagen. Jeg måtte vente lidt, før jeg kunne sætte mig ned og bestille, mens jeg savlende kiggede på det, der blev serveret ved nabobordene… Der gik dog ikke længe, før jeg fik et stort stykke cremet kage, hvis navn jeg desværre har glemt. Allerede ved første bid smeltede mine smagsløg af fryd! Ja, ok, det er måske ikke vildt sundt… Men hey, jeg havde gået en masse skridt og planlagde at gøre det samme resten af turen, så det gik jo nok, ikke..?

Sachertorte på Hotel Sacher

Denne lille gastronomiske pause fik mig til at tilføje et besøg til min to-do-liste: caféen på <>Hotel Sacher<>! Og jeg faldt i med begge ben sidst på dagen. Da jeg stod foran den smukke bygning med flag, der blafrede i vinden, skubbede jeg døren op og trådte ind i dette tempel for wienergastronomi (og det tør jeg godt sige!). Alt er helt igennem storslået og synes skabt med ét eneste formål: at give dig en tidløs stund, et øjeblik af ren nydelse. Tjenerne, der er venlige og høflige, behandler dig med respekt, men uden at det bliver for stift. Man føler sig derfor hurtigt godt tilpas. Og så kommer det længe ventede øjeblik, hvor man kan bestille et stykke af den berømte <>Sachertorte<>.

Ventetiden er rigelig lang til at få tænderne til at løbe i vand, mens man kaster et blik på de smukke kølemontre, hvor kagen står. Og så kommer den endelig! Serveret på en tallerken: et dejligt stykke af denne chokoladekage, fyldt med abrikosmarmelade. En sand delikatesse! Og et absolut must, hvis du kommer forbi Wien.

Purister (og livsnydere) vil måske også smage på Sachertortes store rival: Nemlig den samme type kage, der serveres på <>Café Demel<>, idet de to huse længe har strides om ophavsretten til denne guddommelige dessert... hvor Café Demel bryster sig af at have været flittigt besøgt og sat pris på af kejsarfamilien.

>Seværdigheder i det centrale Wien<

For at vende tilbage til selve byrundturen, med mit kort bredt ud over bordet, holdt fast af min kaffekop og min telefon (jeg sad på en udeservering), sammenlignede jeg det, jeg så, med det, der stod på kortet og i min guidebog. Når jeg siger, at jeg var organiseret... Jeg fandt ud af, hvad jeg havde lyst til at se, og kom i gang.

>Rådhuset (Rathaus)<

Jeg startede med at gå en tur rundt om pladsen ved Wiens rådhus (<>Rathaus<>), inden jeg faldt over en anden plads i nærheden, som hurtigt blev mit faste holdepunkt. Det skal siges, at jeg her kunne slappe lidt af, få noget at drikke, snuppe en lille bid mad... Kort sagt: overleve som en stakkels fransk storbyturist faret vild i den østrigske jungle. Pladsen var utrolig livlig og stod i kontrast til resten af byen, som var mere rolig.

>Karlskirken<

Jeg tog til <>Karlskirken<>, som ligger omkring 20 minutters gang fra rådhuset. Mod et gebyr på 8 € kan man ved indgangen få adgang til trappen, der fører op til en udendørs terrasse med en smuk udsigt over byen samt en anden terrasse med udsigt til orglet og ikke mindst de enorme kuppel-frelserfreskoer. Malerierne og barokindretningen med marmor er storslåede. Dimensionerne er overvældende, og kuplen når en højde på 72 meter.

Andre ting at se: en interaktiv model af kirken, et skatkammer med religiøse genstande i ædelmetal og luksuriøse gevandter båret af tidligere biskops. Til sidst kommer man ned på jorden igen, hvor man kan betragte alterene og kapellerne helt tæt på og få et svimlende kig op i kuplen.

>Dag 2<

>Belvedere og Schönbrunn, 2 absolutte must-sees<

Dagen efter fortsatte jeg mine sightseeing-eventyr med kurs mod <>Belvedere-slottet<>. Udover at arkitekturen er helt uimodståelig, kan man mod betaling besøge samlingen af værker af <>Gustave Klimt<>. Dette enorme palads, opført i det 18. århundrede og udsmykket i barokstil, byder på smukke haver og et østrigsk kunstmuseum i Øvre Belvedere.

Til sidst var det blot at forberede mit sidste besøg, nemlig til det <>Schönbrunn-slot<>, der ligger i byens 13. distrikt. Men det besøg fortjener sin helt egen historie.

>Aften i operaen<

Under mine vandringer i midtbyen blev jeg ret overrasket over at se unge mennesker iført historiske kostumer: skjorter med flæser, flade hatte, jakker, strømpebukser og sorte lædersko med store firkantede spænder. De solgte i virkeligheden billetter til <>opereforestillinger<>. Wien og opera, hvad er mere naturligt? Jeg havde alligevel planlagt at tage derhen, og det var grunden til, at jeg havde pakket et jakkesæt i kufferten... Som kulturby og vugge for klassiske musikgenier har Wien flere aktive operaer, dansesale og teatre. Hvad angår musikken helt specifikt, kan jeg huske, at jeg så Statsoperaen (<>Staatsoper<>) og Folkets Opera (<>Volksoper<>).

Men for at vende tilbage til disse venlige fyre udklædt som historiske figurer, var jeg lidt i tvivl om, hvorvidt jeg turde stole på folk, der i virkeligheden bare solgte et potpourri af de mest kendte operaarier. Det løm ellers lidt som en klassisk turistfælde. Fuld af optimisme og tillid sprang jeg dog ud i det og fik bestilt billetterne.

En tur forbi hotellet for at tage et bad og hoppe i jakkesættet, og så ellers afsted mod Volksoper. Da jeg kom frem, gik det op for mig, at jakkesæt (eller aftenkjole til damerne) ikke længere er et krav, selvom et stort flertal af publikum alligevel var pænt i tøjet.

Da jeg ikke tidligere havde haft mulighed for at overvære en rigtig opera, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente. I værste fald tænkte jeg, at forestillingen ville vare halvanden time, og håbede på, at jeg nok skulle overleve... Det endte dog med, at jeg slet ikke behøvede at anstrenge mig, for forestillingen virkede skræddersyet til at nå ud til et så bredt publikum som muligt. "Opera for begyndere", kan man sige. På scenen afløste kunstnerne hinanden for at levere de mest berømte arier, alt imens et rigtigt orkester satte tempoet og var en integreret del af showet. Det føltes lidt som at lytte til en cd, jeg havde fået i gave for nogle år siden: "Klassisk på slap line"... Der var uddrag fra Figaros Bryllup, Carmen, arier af Rossini, Verdi, kort sagt, man tænkte konstant: "Åh, men den melodi kender jeg da?!". Og som afslutning kom der naturligvis et uddrag af "An der schönen blauen Donau".

Jeg forlod operaen med et let og lyst sind, fuldstændig begejstret over oplevelsen. Mørket havde allerede sænket sig over Wien, og jeg besluttede mig for at gå en lille tur, før jeg vendte tilbage til hotellet. Også her var det en nydelse at føle sig så fuldstændig tryg: Ikke ét sekund behøvede jeg at vende mig om eller skifte rute for at undgå en mørk og øde gyde. Nuvel, der er egentlig ikke rigtig nogen mørke gyder. Men vigtigst af alt: Den eneste "rebelske" unge mand, jeg stødte på, skyldtes udelukkende, at han lyttede lidt for højt til musik i sine hovedtelefoner... Så jeg slentrede lidt rundt, før jeg fandt tilbage til mit værelse og faldt i søvn med tonerne af Pachelbels Kanon i hovedet.

Vi ses!