Besøg Punta del Diablo: en landsby mellem klitter, bølger og enkelhed
Punta del Diablo ligger på Uruguays atlanterhavskyst, få kilometer fra Parc National de Santa Teresa, og har i årevis tiltrukket backpackere, surfere og naturelskere. Denne fiskerlandsby har bevaret en afslappet og uformel atmosfære, der appellerer til dem, der foretrækker noget andet end polerede feriesteder.
Vilde strande og afslappet surf
Byen har flere strande, og de har hver deres særpræg. Playa de los Pescadores ligger centralt, er livlig og er omgivet af farverige boder. Playa del Rivero mod øst er populær for sine moderate bølger, hvilket gør den ideel til surfundervisning. Lidt længere væk tiltrækker Playa Grande dem, der søger mere ro eller vil gå en tur ind mod nationalparkens skov. Sandet er fint, bølgerne konstante, og solnedgangene er værd at opleve.
En uformel atmosfære
Punta del Diablo er ikke et museumssted: gaderne er ikke alle asfalterede, bybilledet er opstået organisk, og det er netop det, der er charmen. Her finder du malede træhuse, lokale kunstgallerier og en livlig stemning om aftenen. Højsæsonen mellem jul og slutningen af februar tiltrækker også mange uruguayanere, både unge og familier, som kommer efter en uformel strandferie.
Vandring og natur lige ved hånden
Parc National de Santa Teresa kan nås til fods eller på cykel fra centrum og har mange afmærkede stier i en skov plantet i det tyvende århundrede. Her kan du være heldig at støde på bæltedyr eller flodsvin, besøge forteresse de Santa Teresa og nå frem til mere afsidesliggende strande. Det er gratis at gå ind i parken, men motorkøretøjer skal betale en adgangsafgift.
Markeder, kunsthåndværk og et langsommere tempo
Det lille kunsthåndværksmarked i midten af landsbyen holder åbent sidst på eftermiddagen i sommermånederne. Her kan du finde håndlavede smykker, lædervarer eller lokalt vævet tøj. Det er ikke et stort kunsthåndværkscentrum, men stemningen er hyggelig. Uden for højsæsonen lukker mange af butikkerne, hvilket forvandler Punta del Diablo til en næsten øde landsby, der mest er for rejsende, der søger ensomhed.
Kystmad mellem hav og land
Gastronomien i Punta del Diablo er ligetil, men solid. De grillede fisk kendt som pescados a la plancha serveres ofte med ristede grøntsager eller ris. Skaldyrsempanadaerne, altså empanadas de frutos de mar, er også almindelige og koster omkring 80-150 UYU (omkring 13-24 kr.). Hvad angår drikkevarer, bliver den lokale cerveza artesanal ofte brygget i nærheden, og maté er altid at finde i de lokale termokander.
Hvor skal man spise?
- Il Tano Cucina (centrum): italiensk-uruguayansk mad, hjemmelavet pasta og fisk og skaldyr afhængigt af dagens fangst.
- Franca (centrum): lille familiedrevet sted med enkle, men velberedte grillede fiskeretter.
- La Gaviota (nær Playa del Rivero): god værdi for pengene, terrasse med havudsigt og lokale øl på kortet.
Hvor skal man bo?
- El Diablo y el Mar (centrum): charmerende, familiedrevet lille hotel med værelser med altan og en god modtagelse.
- Mar y Arte (centrum): kunstnerisk og farverigt overnatningssted, der passer godt til rejsende med et middelstort budget.
- Hostel de la Viuda (kvarteret La Viuda): populært hostel med swimmingpool, fælles køkken og rene sovesale, som egner sig godt til backpackere.
Hvornår skal man tage af sted?
Højsæsonen løber fra midten af december til februar med mange besøgende, men til gengæld ideelt vejr. Hvis du vil have mere ro, giver november eller marts et fint kompromis mellem mildt vejr og færre mennesker. I den sydlige vinter er der stille og til tider næsten mennesketomt i landsbyen.
Hvordan kommer man dertil?
Fra Montevideo kører flere busselskaber som COT og Rutas del Sol til Punta del Diablo på 5 til 6 timer for omkring 600-800 UYU (omkring 95-130 kr.). Fra Chuy ved den brasilianske grænse tager turen omkring halvanden time. Vejene er i god stand, men der er dårligt oplyst om natten.
Hvordan kommer man omkring?
Byen kan nemt opleves til fods. Hvis du vil til Santa Teresa-parken eller de fjerntliggende strande, kan en cykel klare det meste. En bil er kun nødvendig, hvis du vil udforske resten af kysten mere grundigt.
Jeg elskede at gå ture på de øde strande, der strækker sig i det uendelige, med vinden hvinende og bølgerne brussende i ørerne. Hamrende koldt i begyndelsen af april, og bidende regnbyger, der lammer hele byen uden for sæsonen. Man er virkelig på spidsen af den lille uruguayanske verden!